Vejledning til Sigmoideoskopi

Vejledning til Sigmoideoskopi

Kikkertundersøgelse af endetarmen og nederste del af tyktarmen

Forberedelse før undersøgelsen:

Kost:

3 dage inden undersøgelsen skal du undlade at spise brød og frugt med kerner. Ellers må du spise og drikke som vanligt, og du skal ikke faste til undersøgelsen.

Udtømning:

Det er nødvendigt, at tarmen er tømt til undersøgelsen. Hvis du har tendens til hård mave og ikke får afføringsmidler i forvejen, bør du i ugen op til undersøgelsen tage tabl. Magnesia 500 mg, 2 gange om dagen (kan købes i håndkøb).

Til selve udtømningsproceduren skal du bruge en Toilax Kombinationspakke, som du kan hente her i klinikken eller købe i håndkøb på apoteket.

Du skal tage afføringsmidlet på følgende tidspunkter:

(Det er meget vigtigt, at du tager hele udtømningen også selv om du får tynd mave):

Dagen før undersøgelsen:

Kl. 12.00: 2 tabletter Toilax

Kl. 22.00: 2 tabletter Toilax.

Undersøgelsesdagen:

Om morgenen 1 tube Toilax.

Åbn tuben og før tubespidsen helt ind i endetarmen. Klem indholdet ud. Hold tuben sammenklemt, når den herefter fjernes.

Efter kort tid kommer der afføringstrang, som godt kan gentage sig, efter at du har været på toilettet. Bliv i nærheden af toilettet indtil trangen er helt ophørt.

Undersøgelsen:

Undersøgelsen kan være lidt ubehagelig, da det under undersøgelsen er nødvendigt at puste luft i tarmen. Undersøgelsen foregår i samarbejde med dig. Lægen og plejepersonalet vil vejlede og støtte dig. Lægen fører en bøjelig kikkert ind i endetarmen og kan herved undersøge selve endetarmen og det nederste af tyktarmen. Der kan tages vævsprøver ved undersøgelsen.

Selve undersøgelsen varer ca. 15 minutter med forberedelse og samtale. Du er velkommen til at tage en ledsager med.

Efter undersøgelsen:

Der kan være lettere smerter og mavekneb efter undersøgelsen. Det skyldes luft og svinder som regel hurtigt.

Komplikationer:

Komplikationer er meget sjældne.

Der kan opstå blødning, infektion og i sjældne tilfælde kan der gå hul på tarmen.

Du skal kontakte læge, hvis du inden for den første uge får:

-svære mavesmerter

-blodig eller sort afføring

-høj feber

Du kan kontakte Kirurgisk Klinik Svendborg i normal dagarbejdstid, egen læge eller vagtlæge.

Hvis du er meget nervøs for undersøgelsen, er det muligt at få noget beroligende. Hvis du ønsker dette, er det nødvendigt at du er fastende for mad i 6 timer og drikke i 2 timer samt at have en chauffør med, da du bliver noget omtåget og træt bagefter.Du må ikke køre bil i 24 timer efter