Behandling af indvendige hæmorider ved elastikmetoden

BEHANDLING AF INDVENDIGE HÆMOROIDER

VED ELASTIKMETODEN

En indvendig hæmoroide er en frembuling ind i den nederste del af endetarmen af en blodåre (vene) og den slimhinde, der ligger oven på åren.

Før behandlingen
Det anbefales at tage 2 Panodil eller lignende ca. ½-1 time før indgrebet.

Behandlingen
Da der ikke er smertesans på indersiden af tarmen, foretages behandlingen uden bedøvelse. Ved elastikmetoden sættes en lille og meget stram elastik hen over hæmoroiden/frembulingen. Herved stoppes blodforsyningen til hæmoroiden, som derefter ”visner” og falder af sammen med elastikken.

Efter behandlingen
Mod smerter: Der kan det første halve til hele døgn føles stramning og afføringstrang. Hvis det generer, kan man tage et smertestillende håndkøbspræparat: Paracetamol, Kodimagnyl eller evt. Ibuprofen.

Restriktioner: Der er ingen forholdsregler efter operationen, og man kan gå normalt på toilettet. Det sker en sjælden gang, at man lige efter behandlingen føler en almen utilpashed. Dette skyldes en reaktion fra nerver tilhørende det ”selvstyrende nervesystem”, som regulerer kredsløb, vejrtrækning og mange andre funktioner. Denne tilstand kan føles meget ubehagelig, men den er helt ufarlig og vil hurtigt fortage sig, evt. efter at man har ligget et øjeblik, drukket et glas koldt vand eller fået lidt frisk luft. Man må i givet fald IKKE KØRE BIL, før man igen har det godt.

Efter 2-4 dage vil den afsnørede hæmoroide falde af og forsvinde sammen med afføringen. Dette observeres normalt ikke, men kan en sjælden gang medføre en smule blod i afføringen.

Komplikationer
yderst sjældent kan der fra 2-10 dage efter behandlingen opstå kraftig blødning fra tarmen. Ligeledes kan der yderst sjældent optræde kraftige smerter i tarmen ledsaget af feber.

Søg læge: Ved kraftig blødning, smerter eller feber bør kirurgen, vagtlæge eller skadestuen straks kontaktes.