OBS: Ændret telefontider: Mandag - fredag fra kl. 9.00 til kl. 12.00.

Forhudsforsnævring

Før operationen

Operationen foregår i lokalbedøvelse, hvor der  indsprøjtes lokalbedøvende medicin i forhuden og ved penisroden. Udover lokalbedøvelsen er det muligt at vi giver smertestillende og beroligende medicin inden operationen, dette gives i en blodåre i armen.

Når lokalbedøvelsen er lagt, vil der ikke være flere smerter i forbindelse med operationen.

 

Ved evt. beroligende medicin så skal du møde fastende 6 timer for føde og 2 timer for tynde væsker og du skal arrangere hjemtransport.

 

 

Efter operationen

Bedøvelsen holder ca. 2 timer efter operationen.

Når du har fået beroligende medicin må du ikke køre bil i 24 timer, medbring derfor en chauffør eller tag offentlig transport hjem.

Det tilrådes at tage 2 stk. Panodil hver 6. time de første par dage.

For at mindske smerter foreslås det, at du holder dig i ro. Penis hæver ofte. Dette kan formindskes ved at komme noget koldt omkring, evt. holde penis opad mod navlen ved hjælp af et par passende stramme underbenklæder.

Såret holdes rent ved 1 x daglig vask med håndbrusning.

 

Vandladning

Det kan svie de første par gange, herefter ophører det normalt.

 

Sygemelding

Der tilrådes 8 dages sygemelding.

 

Komplikationer

Behandlingskrævende komplikationer er meget sjældne. Der kan ofte komme lidt småblødning fra sammen-syningen, især i forbindelse med natlig rejsning. Dette ophører ved tryk imod området.

Infektion ses sjældent, optræder først efter nogle dage, hvor det bliver rødt, hævet og ildelugtende.

Ved komplikationer kan du kontakte Kirurgisk Klinik Svendborg, lægevagt eller skadestue.

Hvis der ønskes delvis forhudsbevarende operation, er der altid risiko for, at der kan komme en ny forsnævring. Denne risiko er dog kun nogle få procent.

 

Du er velkommen til at medbringe din mobiltelefon, hvis du gerne vil høre musik, men husk venligst at medbring hovedtelefoner.