Formålet med operationen er at fjerne den overskydende hud efter tidligere hæmorroidetilfælde m.h.p. at gøre hygiejnen bedre. Ved indgrebet anlægges lokalbedøvelse, hvorefter hudfolderne brændes af med laserenergi.
Før operationen
Man kan med fordel smøre lokalbedøvende Emla creme omkring endetarmen 1 time før operationen, som udleveres i klinikken ved forundersøgelsen.
Du skal faste i 6 timer inden operationen og tørste 2 timer, ingen mælk og juice med frugtkød.
Operationen
Selve operationen foretages i lokalbedøvelse, hvor vi inden operationen tilbyder og anbefaler smertestillende- og beroligende medicin, dette gives i en blodåre i armen.
P.g.a. det beroligende medicin må du ikke køre bil i 24 timer, så du kan tage en chauffør med eller tage offentlig transport hjem.
Operationen varer ca. 1 time med forberedelser og observering.
Efter operationen
Får man et eller flere sår, der hvor det overskydende hud har været. Sår efter laserbehandling er normalt uden væsentlige smertegener. Der kan imidlertid komme smerter p.g.a. hævelse fra området, derfor indkøb venligst Panodil/Pamol/Pinex og vi vil udlevere Ibuprofen i klinikken. Kommer der hævelse, kan hævelsen også lindres ved at pålægge noget koldt, kuldepakninger, kolde ærter i stofbetræk, evt. hygiejnebind, som er lagt i fryseren forinden.
Let blødning i forbindelse med toiletbesøg forekommer ofte indtil sårheling.
Vi tilråder sygemelding en uge efter operationen.
Komplikationer
Kraftig blødning er meget sjældent, og infektion er også yderst sjældent. Udover smerter hvis det hæver op, er der ikke nogen væsentlige komplikationer.
Hvis der er mange forandringer, kan ny behandling være nødvendig, da der kan være risiko for forsnævring, hvis man fjerner samtlige hudflapper på en gang.
Ved komplikationer kan du kontakte klinikken, evt. lægevagt eller skadestue.
Du er velkommen til at medbringe din mobiltelefon, hvis du gerne vil høre musik, men husk at medbringe hovedtelefoner.